Du kan betale med bitcoin i El Salvador

Rejsebrev fra verdens første bitcoinland

Fotografiet viser en butik og restaurant i El Zonte, El Salvador (Foto: Torkel Rogstad)

Nationalforsamlingen i El Salvador har godkendt kryptovalutaen bitcoin som gyldigt betalingsmiddel. Dermed er El Salvador det første land i verden hvor det er muligt at betale med valutaen.  Læs Bitcoin-ekspert og softwareudvikler Torkel Rogstads rejsebrev fra verdens første bitcoinland her.


Der sker noget helt særligt i El Salvador i disse dage. For første gang i flere hundrede år har en nationalstat indført en valuta som ikke er kontrolleret af nogen myndigheder. Tirsdag den 7. september blev bitcoin officiel valuta i landet, sidestillet med den amerikanske dollar. Lige efter nyheden om dette kom i juni, bestemte jeg mig for, at det måtte jeg bare opleve. Søndag den 5. september landede jeg i San Salvador, fuld af forventning og interesse. Hvad har jeg set og hvordan har disse specielle begivenheder udfoldet sig?

Torkel Rogstad og Erik Dale fra Krypto for hele Kongeriket foran bitcoin-maskinen i San Salvador (Foto: Privat)

Hvordan fungerer bitcoin i El Salvador

Historien om hvordan bitcoin fungerer i El Salvador er egentlig 2 forskellige historier. Den første historie er fortællingen om El Zonte, en lille surfer-landsby 50 kilometer udenfor hovedstaden. Her har lokalbefolkningen brugt bitcoin i udstrakt grad siden 2019. Overalt i landsbyen ser du klistermærker, plakater og QR-koder, som gør dig opmærksom på, at bitcoin kan bruges som betalingsmiddel. Hvis du scanner QR-koderne får du en webside op fra Bitcoin Beach, det lokale projekt, der satte gang i bitcoinøkonomien i området. Du kan enten bruge den egenudviklede Bitcoin Beach-wallet, eller en hvilken som helst anden løsning.  Betalingerne foregår enten med “gammeldags” onchain-betalinger, eller som superhurtige og gratis betalinger på Lightning-nettverket. Købmænd og -kvinder får herefter pengene direkte ind på deres egen konto hos Bitcoin Beach. På Søndage kan de komme ind på det lokale kontor, Hope House, og veksle det de måtte ønske til dollar.  Ikke alle steder i El Zonte tager imod bitcoin som betaling, men du skal ikke gå mange meter før du ser en plakat eller QR-kode med den orange mynt som stråler mod dig.

I hovedstaden San Salvador er historien en ganske anden. Der startede bitcoinøkonomien ikke som en organisk og lokalt forankret proces, men ved at myndighederne erklærede, at nu er det sådan vi gør ting. De aller færreste har noget kendskab til hvordan systemet fungerer og der er ret langt mellem steder, hvor du kan bruge dine satoshie’s.  Det lykkedes delegationen fra norge at opdrive nogle steder hvor forretningerne havde nået at få stablet et bitcoinsystem på benene: vi købte kaffe på Starbucks, læskedrikke (og endda lidt mere kaffe) på McDonald's og en mobillader hos elektronikkæden Omnisport. Vi har også ladet os fortælle, at Pizza Hut og Siman (den største varehuskæde i landet) modtager bitcoin.  Fællestrækket er, at der er tale om relativt store aktører, med “ressourcer” nok til at kunne få de teknologiske løsninger på plads. Kontrasten til El Zonte er slående og det bliver spændende at se hvordan landet klarer at guide både store og små foretagender ind i fremtidens betalingssystem.

Egen bitcoin-wallet og bitcoin-maskiner

For at muliggøre et helt lands overgang til en ny, monetær standard kræves der uden tvivl meget infrastruktur. Myndighederne har opsat et par hundrede bitcoin-maskiner hvor du gratis kan veksle til og fra dollar, og der er etableret mere en halvtreds kontorer for at fasilitere dette. Der har også været tale om at bankerne skal pålægges dette, men det er noget der tager lidt mere tid. Foruden bitcoin-maskinerne der er opsat, har myndighederne også lavet deres egen bitcoin-wallet, Chivo Wallet. Den skal du være salvadoraner for at kunne bruge og det kræver at du identificerer dig med nationalt ID. Alle der opretter en bruger får bitcoin svarende til en værdi af $30 USD, som velkomstbonus der skal kickstarte bitcoinøkonomien. Med denne App kan du sende både traditionelle bitcoinbetalinger, ligesom du kan bruge Lightning-netværket.

Et land i fuld fart ind i fremtiden

Den statsudviklede app er kompatibel med alle andre bitcoin-app’s, noget der illustrerer det smukke ved dette finansielle system. Mens jeg har været her, har vi sendt betalinger på tværs af løsninger fra Chivo, Bitcoin Beach, OpenNode, IBEX, Muun, Zeus, Wallet of Satoshi og Breez. Alle disse er eksempler på betalingsløsninger for bitcoin. Alle kan “plugge” sig ind i det samme monetære netværk, helt uden at skulle spørge en eneste finansiel institution eller myndighed om lov. Ved at koble sig på bitcoin-netværket tager El Salvador det eneste globale, åbne og decentraliserede pengesystem i verden i brug. Alle indbyggere kan nu modtage betalinger fra hvor som helst i verden, og det i et land hvor 70% af befolkningen ikke har en bankkonto, og hvor en fjerdedel af økonomien stammer fra salvadoranere i udlandet som sender penge hjem. Fra at være i en økonomisk afgrund, som lider under ineffektive og dyre finansielle mellemmænd, er landet i fuld fart på vej ind i fremtiden, med verdens mest innovative monetære politik.

Ser frem til at Norge følger efter

Der er mange i El Salvador som er skeptiske overfor både bitcoin og presidenten Nayib Bukele. Systemet blev indført i en rasende fart og det er tydeligt, at der er mange børnesygdomme der skal rystes af før det kan bruges af alle der bor i landet. Der kan argumenteres for, at Bukele er en kontroversiel figur med autoritære træk og nogen ser på hans “bitcoin-projekt” som et impulsivt indfald fra en “diktator med storhedsvanvid”. Når det er sagt, så har han stor støtte i befolkningen og jeg har endnu ikke mødt nogen i El Salvador som er direkte negativ i forhold til indførelse af bitcoin som valuta. Tværtimod er der meget nysgerrighed og interesse at spore, og ikke mindst en fornemmelse af at de aller fleste ser frem til både at lære mere og at tage systemet i brug.


El Salvador går en utrolig spændende fremtid i møde, som det første (og helt sikkert ikke det sidste) land i verden hvor økonomien flyder rundt  i et pengesystem designet af og for det 21. århundrede. De kommende måneder og år vil give os et interessant indblik i hvordan det fungerer i praksis, når et land migrerer til et retfærdigt, inkluderende og effektivt pengeunivers. Jeg ønsker indbyggerne i dette land held og lykke og ser frem til at Norge følger efter om nogle år.



Nysgerrig på kryptovaluta? Læs mere om hvordan du kan bruge Firi 

Torkel Rogstad10/09/2021