decentraland, MANA, kryptovaluta

Hvad er Decentraland (MANA)?

Kryptovalutaen MANA er knyttet til kryptospillet Decentraland og fungerer som en valuta inde i spillet. Decentraland er en virtuel verden, som spillere frit kan udforske og bygge deres egne ting i. Blockchain-teknologien gør det muligt for spillet at have sin egen interne økonomi, hvor spillere kan købe og sælge ejendomme, tjenester og aktiver inde i spillet, og MANA fungerer som betalingsmiddel. De virtuelle grunde inde i spillet er også kendt som "Land". På de digitale grunde kan brugere være kreative og skabe alt fra enkle, statiske scener til komplekse, interaktive spil.

Brugere kan også bruge MANA til at deltage i styringen af spillet, hvilket inkluderer stemmeret over, hvordan netværket skal udvikles yderligere, gennem et decentraliseret autonomt organisations (DAO) system.

Decentraland blev påbegyndt i 2015 af argentinierne Ari Meilich og Esteban Ordano, og spillet blev åbnet for offentligheden i 2020. Decentraland fik meget opmærksomhed i 2021 og 2022 i forbindelse med, at kryptospil og metaverse blev en trend. Flere kendte mærkevarer købte digital ejendom inde i Decentraland, og kendte kunstnere som Deadmau5 holdt virtuelle koncerter i spillet. Men samtidig har også Decentraland modtaget kritik, blandt andet fordi der stadig ikke er særlig mange daglige brugere af spillet. Hvis Decentraland skal lykkes på længere sigt, skal de tiltrække flere spillere, der bruger spillet aktivt. Dette mangler de stadig at bevise, at de kan.

Hvorfor køber folk Decentraland (MANA)?

Folk køber MANA af to grunde. Den ene er at bruge MANA i Decentraland-spillet. Den anden grund er, at de ønsker at spekulere i krypto-gaming-nichen og at Decentraland-platformen vil vokse i popularitet, hvilket potentielt kan øge efterspørgslen og værdien af både digitale ejendomme i spillet og kryptovalutaen MANA. Decentraland er en af de største kryptovalutaer knyttet til gaming og var et af de første spil, der fik meget opmærksomhed. Men det er værd at bemærke, at krypto-gaming genren stadig er i en udforskende fase, hvor der er flere forskellige spil, der konkurrerer om at tiltrække brugere og aktivitet. Hvem der kommer til at stå tilbage som vinderne, er stadig svært at sige.


Hvad er krypto-gaming?

Tanken bag krypto-gaming er, at man kan integrere blockchain og kryptovaluta i spil, så man kan integrere ejerskab over aktiver inde i spillene med den større krypto-økonomi. Derudover kan man lade spillerne deltage i styringen af spillets videre udvikling. I et spil kan man f.eks. tjene kryptovaluta, som igen kan bruges til at købe andre aktiver i spillet eller veksles til andre valutaer uden for spillet. Når et spil kan have sin egen interne økonomi, kan spillerne også deltage i ejerskabet over spillet. Mulighederne er mange. Du kan læse mere om krypto-gaming i denne artikel.

Metaverse - Megatrend eller døgnflue?

Decentraland er også en del af en større trend kendt som "metaverse". Metaverse er digitale verdener eller spil, hvor brugere kan mødes digitalt, spille og drive forretning i en virtuel verden. Decentraland anses for at være en af de førende platforme, der udforsker netop dette nye digitale landskab. Men der er også andre aktører inden for metaverse, der omfatter mere end bare en spilgenre. Kan man f.eks. arbejde i metaverse? Kan man omgås venner, date, gå til jobsamtale eller gå i skole? Mulighederne er mange.

Denne tilgang til digital interaktion er blevet stadig mere populær og er blevet en digital trend. For eksempel ønsker Facebook-stifteren Mark Zuckerberg at skabe et sådant metaverse, som grundlæggende har til hensigt at blive en videreudvikling af det internet, vi kender i dag, og det er blandt andet grunden til, at Facebook ændrede navn til Meta. Samtidig har metaverse-begrebet også fået kritik og er blevet mødt med skepsis. Det står stadig tilbage at se, hvor stor denne trend vil blive på længere sigt.

24/04/2024